Dr. Gea og jeg er fuldt funktionsdygtige i dag, selv på en søndag. Vores klinik lukker aldrig rigtig, især når en mærkelig patient venter på os. Da vi træder ind, finder vi ham udstrakt på undersøgelsesbordet – men ikke på den sædvanlige måde. Han ligger på hovedet, med halsen hængende over kanten. Håner han os? Måske er det hans fremmede natur, eller måske er det bare frækhed. Under alle omstændigheder er det en ynkelig udstilling. Fint. Hvis han vil lege leg, spiller vi efter vores regler. Mens vi observerer ham, bemærker vi, at hans hals virker blokeret, som om noget hindrer hans vejrtrækning. Hvad kunne være en bedre løsning end at bruge vores fødder? Vi tager skiftevis – først Gea, hendes mindre fod presser dybt ind i hans mund, udvider den med langsomme, forsætlige bevægelser, mens han udstøder kvælte gurgler. Så er det min tur, min større fod tvinger sig endnu dybere ind, næsten kvæler ham. Vi presser hårdere og hårdere, indtil – pludselig – blokeringen løsner. Jeg rækker ham en nyreskål, og han kaster op i den. Så husker vi: han ankom efter at have spist, og ignorerede vores eksplicitte instruktioner om at komme fastende. En fuldstændig idiot, ude af stand til at følge grundlæggende instruktioner. På det tidspunkt har han kun fortjent vores foragt og vores skosåler mod hans ansigt. Vi sparker ham gentagne gange, kolde og præcise, og markerer, hvem der har magten. Til sidst afviser vi ham uden at fuldføre undersøgelsen. Til sidst blev han behandlet – men strengt på vores vilkår.
