I fire lange dage har jeg holdt tilbage, ventet på dette øjeblik—kun for dig. Nu er det tid til at frigive det, der har været fanget inde, og jeg vil have dig til at opleve hvert sekund af det. Jeg indrømmer, det er ikke let. Min krop har modsat sig, men jeg er fast besluttet på at give slip. Sanseligt bevæger jeg mig, driller dig med glimt under mit nederdel, inden jeg endelig frigør mig selv. Kan du mærke spændingen? Forventningen? Når jeg kommer tættere på kameraet, presser jeg med al min kraft. Hårdheden af det overrasker mig—stenhårdt og stædigt. Mine støn fylder luften, mens jeg anstrenger mig, og endelig danner der sig en bule i mine hvide trusser. Men det er ikke slut endnu. Min hånd udforsker hårdheden under stoffet, og jeg fortsætter med at presse. Mit røvhul udvider sig, men kampen fortsætter. Med en sidste indsats er det ude—en triumf lige så monumental som en fødsel. Jeg driller dig, viser buen, bevæger mig tættere og længere væk, lader dig nyde hver detalje. Jeg sætter mig, forsøger at mase det sammen, men dets hårdhed trodser selv min vægt. Det er næsten komisk—som at sidde på noget ubøjeligt, ligesom din ophidselse. Jeg rejser mig igen, praler med mine beskidte trusser, lader dig se de umiskendelige former gennem stoffet. Længes du efter mere? Skal jeg tage mine trusser af? Det gør jeg, og afslører rodet under, mine beskidte kinder og det uimodsigelige bevis på min kamp. Kunne du modstå trangen til at dykke ned i mit jordnære efterspil? Og som jeg viser dig de hårde resultater tæt på, ved jeg, at du er fanget. (Ja, det er et langt klip—12 minutter af ren beslutsomhed og rå følelse. Jeg mistede mig selv i øjeblikket, og hvert sekund var det værd.)
