En stille aften kaldte Frue Anna sin hengivne tjener ind i sit private helligdom, et værelse badet i dæmpet, atmosfærisk lys, der antydede scenen om magt og underkastelse, der var ved at udfolde sig. Hendes slave, altid ivrig efter at opfylde hendes ønsker, trådte ind med urokkelig lydighed, klar til at udholde, hvad hun end befalede. Sædet på en nøje udformet glastrone udstrålede Frue Anna en aura af dominans. Tronen, designet med præcision, havde et strategisk placeret hul under hendes beherskede og kommanderende tilstedeværelse. Med et spidst smil instruerede hun sin slave til at lægge sig under tronen, placeret direkte under åbningen. Mens han lå der, sårbar og blotlagt, brændte Frue Annas blik med en blanding af grusomhed og tilfredshed. Hun sænkede sig langsomt ned på tronen, hendes bevægelser bevidste og beregnede, for at sikre, at slaven var perfekt justeret til at modtage hendes pleje. Det der fulgte, var en handling af ultimativ underkastelse. Frue Anna udløste en strøm af hendes snavs, som flød frit gennem hullet og ned i slavens ivrige mund. Han slugte lydigt, omfavnede sin rolle som hendes levende beholder, hver dråbe et bevis på hendes kontrol. Demonstrationen af dominans fik hende til at sætte handlingen en tand op. Da hun var tilfreds, tog hun en tændt cigaret, nød dens glød mellem fingrene. Med et koldt, kommanderende smil brugte hun slavens mund som askebæger og pressede den brændende spids ned på hans tunge. Slaven udholdt den sviende smerte, hans mund stadig befængt med hendes rester, vel vidende at modstand ikke var en mulighed. Hans lydighed var absolut, hans lidelse en gave til hans Frue. Med sin dominans fast etableret afskedigede Frue Anna ham, hendes mærke blev hængende på hans krop og sjæl. Han forlod kammeret, oversvømmet af en underlig blanding af smerte og opfyldelse, vidende at han havde tjent hende på den mest ekstreme og intime måde muligt.
