Min kollega Claire og jeg har et særligt vagt i dag, hvor vi spiller rollen som to uplettede sygeplejersker. Vores praksis handler ikke om helbredelse, men om ejerskab og leg. Læg mærke til vores knivskarpe, hvide uniformer, handskerne der smækkes fast om håndleddene, facaden af steril professionalisme – alt sammen en forsmag på den lækre grusomhed under. Vores patient ligger foran os, skrøbelig og føjelig. Hans diagnose er irrelevant; vores ordinerede behandling er absolut: den systematiske nedbrydning af hans stolthed. At tillade ham luft er vores første indrømmelse. Den første dosis medicin? Et skarpt, vådt spyt tværs over ansigtet. Nyd det, slave. Din afsky og din spænding er lige tydelige for os, og din modstand gør kun vores fornøjelse sødere. Vi går videre til bandagerne – tape, plastik, reb – og vikler ham ind til en stram, hjælpeløs pakke, et præparat klar til vores skøn. Han er ikke en mand nu, men et objekt i vores laboratorium. Vi fanger hans glasagtige blik, mens vi håner ham, denne viljeløse skabning reduceret til et forsøgsemne for vores luner. Hver kommando er et beregnet slag. Hver latter, et kirurgisk snit i hans ånd. Vi presser vores såler mod hans ansigt, tvinger hans kæbe vidt åben og nedgør ham med titler passende til hans tilstand: intetværd, fiasko, svindler. Vores terapi er foragt; vores bedøvelse, ren ydmygelse. Bedring? Umuligt. Efter så intensiv en pleje er det kun afhængighed, der tilbagebliver. Han forstår det allerede. Han vil vende tilbage og trygle om at vi skal iføre disse uniformer igen, smække handskerne på og behandle ham som den villige affald han er blevet. For hvad er mere berusende for en slave end at være sine nådeløse sygeplejerskers permanente ejendom?
