Christina sidder foran mig, hendes rolige væsen skjuler stormen, der er på vej. Om et øjeblik begynder den barske smæk. Mine hænder ryster, mens jeg tænder en cigaret, og frygt strømmer gennem mig. "Er du bange?" spørger hun med et vidende smil. "Ja," indrømmer jeg blødt. Hendes latter genlyder, mens hun indvilliger i min bøn om et kram, før hun fører mig mod min skæbne. Hendes kommando er absolut; mine hænder er lænkede til væggen, hvilket gør flugt umulig. "Efter 30 slag, skal du spise mit affald," erklærer hun fast. Hun kender sine metoder: at knuse mig sikrer, at jeg adlyder uden tøven. Jeg er blot hendes værktøj, først udsættes jeg for den brutale smæk, derefter indtager jeg hendes snavs. Mit sind jagter – hvad spiste hun? Hvor meget venter på mig? Hendes begejstring er påtagelig, mens hun svinger pisken, og hendes øjne skinner af forventning. Min smerte fodrer hendes spænding, og der er ingen forstillelse her. Hvert slag sender rystninger af smerte gennem mig, men jeg udholder det for hendes skyld. Smækken er nådesløs, hvert slag er hårdere end det foregående. "Vær tålmodig," kurrede hun, hendes smil uforanderligt. Jeg står fast, men hun slår kun hårdere, fast besluttet på at knuse min vilje. Hendes tilfredsstillelse ligger i at skubbe mig til kanten, mens hun nyder magten, hun har over mig. Når straffen er afsluttet, forvandler hun mig til hendes beholder. Mens hun står oven på mig, hævder hun sin dominans og tvinger mig til at sluge hendes affald, mens jeg balancerer hendes vægt. Jeg er reduceret til mit laveste, adlyder hendes enhver kommando, selv når jeg rengør hendes fejlsløse fingre. Hendes autoritet er absolut, hendes tilfredsstillelse uomtvistelig. Jeg eksisterer kun for at tjene hendes ønsker, uanset hvor nedværdigende eller smertefuldt det er.
