Under mit sidste møde med Mistress Karina samlede jeg modet til at bekende mine følelser for hende. Hendes svar var hånlig latter, men hun stoppede ikke der. Fast besluttet på at berøve mig al værdighed, sørgede hun for, at jeg aldrig igen ville vove at have sådanne følelser—endsige drømme om at røre ved hende eller deltage i enhver form for intimitet. Ydmygelsen begyndte med hendes befaling om at iføre mig kvindelingeri og præsentere mig selv for hende. Derefter spændte hun en phallus på og tvang mig til at servicere den, hvilket efterlod mig følelsen af at være ydmyget og fuldstændig degraderet, mens hun stødte ind i min mund. For at fordybe min skam, blev jeg tvunget til at afsløre mit slappe og uimponerende lem, hvilket indbragte mig langvarig, hånlig latter. Jeg var vanæret og ønskede, jeg kunne forsvinde. Min rolle blev gjort smerteligt klar: Jeg er og vil altid være Mistress Karinas toilet-slave. Nu er jeg blevet reduceret endnu mere—ikke bare en slave, men en villig luder. Tanken om hendes strapon, der trænger ind i mig næste gang, fylder mig med rædsel, men en perverteret forventning lurer stadig. Som altid lod Karina mig ikke gå sulten. Som sædvanlig producerede hendes anus et rigeligt tilbud, som jeg slugte ivrigt. Jeg betragtede det som en sjælden privilegie at være den eneste person, der kender smagen af hendes ekskrementer, en unik forbindelse født af degradering og hengivenhed.
