At fodre tronen
Valentina Lux
Ludovica Luxury - En Fortælling om Forkælelse: Italien Møder Spanien i HD
I dag er Miss Lith og jeg fuldstændig skånselsløse—ingen nåde, ingen tøven. I aftes behandlede jeg hende til en intim italiensk festmåltid på en charmerende restaurant, der altid fanger mig. Vi ædede hele menukortet: delikate hjemmelavede prosciutto-antipasti, fyldig pasta overdænget med en tyk ragù, der ligger i maven i timevis, dekadent cremet tiramisu og en robust espresso til afslutning. Den italienske madkulturs perfektion ligger i dens fylde—hver bid fylder dig gradvist, efterlader din mave fast, varm og fyldt med den dejlige pres, der bringer et smil til dine læber. I morges bekræftede et blik mellem os, hvad der skulle ske: tid til at rense. Vi tilkaldte slaven til stuen og beordrede ham at lægge sig fladt på ryggen på det kolde gulv, arme stive langs siden—ingen bånd, kun den strenge direktiv om ikke at bevæge sig en millimeter. Hans hoved var kastet tilbage mod den lave bænk, hals strakt, hals blottet, mund revet åben af hans egne hænder for at sikre, at hans læber forblev adskilte. Han ved bedre end at lukke den—selv for et øjeblik—ellers begynder de slag, eller værre. Ingen ringgag, ingen silikonetragt—kun hans bare mund, læber strukket tynde, tunge presset ned, tænder skælvende, mens han kæmper for at trække vejret gennem næsen. Hans ansigt er et syn: øjene vidt åbne og bønfaldende, pupiller udvidet af frygt, pande skinnende af sved, kinder ildrøde af ydmygelse. Et svagt hulk undslipper—en kvalt bøn, der knap når ud over hans læber, der holdes åbne til deres absolutte grænse. Vi er ligeglade. Jeg knælede først over ham, knæ indrammet hans hoved, min krop svævede få centimeter over hans gabende mund. Med et dybt åndedrag slap jeg af—og den første bølge kom, langsom, tyk og sviende, en mørk masse, der landede lige på hans tunge og krøllede sig som en slange. Duften spredte sig øjeblikkeligt i rummet—rå, primitiv, en blanding af vores essens blandet med gårsdagens kaffe og forkælelse. Han rykkede til i forsøg på at vende hovedet, men jeg greb hans hår og låste ham på plads. Den anden bølge fulgte—blødere men større, fyldte hans mund, indtil den oversvømmede, tyke strømme løb ned ad hans kinder og hals. Han gispede, tårer strømmende, men turde ikke lukke munden—han kendte konsekvenserne alt for godt. Miss Lith stod ved siden af mig, hendes latter lav, mens hun strygede min ryg. "Godt gjort, pige," mumlede hun. "Fyld ham helt. Jeg vil ikke have plads tilovers, når det er min tur." Sammen udløste vi næsten to kilo varm, tung vægt—tung, klæbrig, umulig at sluge hurtigt. Han måtte tygge langsomt, nyde hver bid, der gled ned ad hans hals, hvor hans hals synligt arbejdede for at holde kvalmen i skak. Tøven eller afsky indbragte ham pisk—et mangehalede våben, der efterlod ildrøde mærker på hans bryst, lår eller hvor vi ønskede. Vi drillede ham med det tidligere, lod det pibe som en påmindelse om hans plads. Men servicen sluttede ikke der. Min gyldne strøm, sviende og skarp, strømmede ned ad hans hals for at lette byrden. Miss Liths tyktflydende morgenspyt krydrede blandingen og indpræntede hans rolle som blot et menneskeligt toilet. Vores latter—kold, grusom—fulgte hans kamp, hoste, tårefulde slugninger. Af og til pressede en fod hårdt på hans bryst eller et skarpt slag mindede ham om hans ejerskab. To nådesløse gudinder, maver lette og tilfredse, én gabende mund fyldt til bristepunktet. Reglen var enkel: indtag hver bid, luk aldrig munden, klag aldrig. Eller forbered dig på dobbelt så meget tortur—og vi nyder hans lidelse langt mere end adlydelse.
