Den beskidte svin fortærede hver eneste smule af sin frues affald
Mistress Jardena
LUDOVICA LUXURY — SPINAT-KUR-RITUALET
I dag træder jeg ind i rollen som helbreder: en sprød hvid frakke, knappet op lige nok til at antyde, hvad der gemmer sig derunder, og fjerlette hvide tøfler, der glider lydløst hen over studiets gulv. Præcis klokken to ankommer Marco. Jeg studerer ham med ét blik—matte øjne, gusten hud, blege negle, og da han rækker tungen frem, er den fuldstændig uden farve. I går aftes, efter at have bekræftet hans navn i min kalender, indtog jeg intet andet end en enorm bunke spinat. Alt det jern strømmer nu gennem mig, forvandlet og klar til at blive leveret. Jeg byder ham at sidde ned, absorberer hans litani af klager—den uophørlige svimmelhed, den udspilede mave, de skarpe smerter, erektionerne der nægter at vågne—og rækker så efter mit stetoskop. Jeg skiller hans skjorte og presser den kolde membran mod hans bryst. Hans hjerte slår langsomt, let uregelmæssigt; hans lunger lyder skrøbelige, som om hvert åndedrag er en anstrengelse. Jeg nikker med et vidende smil og fører ham så til at læne sig tilbage på undersøgelsesbriksen. Mine hænder presser ind i hans stramme, hærdede mave, mærker oppustetheden under mine fingre, før jeg glider lavere ned for at vurdere hans blodcirkulation. Hans vejrtrækning bliver hurtigere—han forstår, at den egentlige behandling er ved at begynde. Jeg hjælper ham ned og peger på gulvet. Han sænker sig ned på det bløde tæppe ved siden af briksen, fladt på ryggen, hovedet vippet tilbage netop sådan. Jeg trækker den lave hvide stol tæt hen til hans ansigt, sætter mig i den, vender ryggen til ham og løfter kanten af min frakke. "Åbn godt op, skat," hvisker jeg, lavt og varmt. "Den magiske medicin kommer direkte fra kilden." Jeg skubber blidt og frigiver alt direkte ind i hans ventende mund. I dag er det et ægte bjerg—grønt, blødt, dampende, sødt af forvandlet spinat. Han synker støt, slurk efter slurk, mens den varme masse oversvømmer hans mund og glider ned ad hans hals. Han tager mindst halvdelen, slikker sig om læberne mellem åndedragene. Så rejser jeg mig lige nok til at spænde over hans ansigt. Jeg begynder at lade vandet langsomt, sigtende ind i hans stadig åbne mund. Han drikker grådigt og sluger hver eneste dråbe af den varme, gyldne nektar, jeg tilbyder, mens overskuddet siver ned ad hans hals og bryst. Hvad der spildes, fører jeg hen på hans hævede mave og hans lem, som vågner til live under den opvarmede strøm. Med den resterende grønne medicin smører jeg hans krop ind som tykt, helbredende mudder: over hans mave, langs hans lår, op ad hans skaft, masserer det langsomt ind, så det trænger ind i huden og begynder at lindre oppustetheden. Jeg ser ham overgive sig til behandlingen, farven vender tilbage til hans kinder, hans erektion bliver fast og insisterende under min berøring. Jeg spreder hans ben bredere, lægger hans arme ned langs siden og efterlader ham der—fuldstændig stille på gulvet—i præcis femten minutter, så kuren kan arbejde sig dybt ind og ud. Jeg glider ud af rummet uden hast, lukker døren og smiler for mig selv. Når jeg vender tilbage, vil jeg føre ham til det varme brusebad, vaske hvert spor væk og se ham forlade stedet fuldstændig genfødt. Og jeg vil minde ham om, at dette ritual skal gentages mindst en gang om måneden, hvis han ønsker at forblive sådan.
