At fodre tronen
Valentina Lux
Ludovica Luxury: Tretalsreglen
Morgengryet ankom med en velkendt, snoende smerte dybt i mit indre. Jeg ringede med klokken. Han kom ind på knæ, kun iført den tyndslidte grå trøje, jeg tillader på sådanne morgener – et stof så sparsomt, at det tjener som en konstant påmindelse om hans rang. "Er morgenmaden klar?" "Ja, Frue." En skarp krampe greb mig. Badeværelset var optaget, min mand forsvundet bag døren med sin telefon og sin kølende kaffe. Der var intet alternativ. "Læg dig der," beordrede jeg og pegede på strimlen af bart, iskoldt parketgulv lige op ad sengens fodende. "Ryggen flad. Din hoved skal være i linje med kanten." Han adlød øjeblikkeligt, en skælven, der gennemrystede hele hans krop, da hans hud mødte det kolde træ. Jeg knælede på madrassen, vendt mod sengegavlen, min krop buet over hans liggende skikkelse. Med hænderne som støtte placerede jeg mig direkte over hans ansigt. "Åbn. Du er min beholder i dag. Du skal sluge alt." Jeg pressede mig. Den første udladning var langsom og kompakt, et tungt, varmt kaskadefald, der landede lige på hans ventende tunge. Jeg mærkede hele hans krop stivne af kulde og afsky. Jeg sænkede mig lidt og lukkede ham inde. "Tygg. Og så slug. Du må ikke spilde en eneste dråbe." Hans hals konvulserede, men han formåede det. Jeg inspicerede: hans ansigt var besudlet, gulvet var pletfrit. Tilfreds. Endnu en, mere presserende, spasme fulgte. Denne gang flyttede jeg mig. Jeg trådte roligt ud af sengen og sænkede mig i et dybt hug over ham, mine fødder plantet på gulvet på hver side af hans hoved, mine lår indrammede hans synsfelt. "Du må ikke bevæge dig. Hold munden åben." Den anden gave var blødere, et mere rodet strøm, der sprøjtede ud over hans tunge og kinder, mens jeg gyngede blidt for at tømme mig helt. En smule blev tilbage på mig. Jeg lo blødt. "Du har misset noget. Brug dine fingre til at samle det. Og gør dem så rene." En skælvende hånd løftede sig, samlede gaven og førte den tilbage til hans mund. Hans tunge kredsede lydigt om hans fingre under mit blik. Han turde håbe, det var forbi. Han tog fejl. En sidste, svag dirren. Jeg sænkede mig tilbage i det samme lave hug. "Der er en sidste del. Åbn." Jeg pressede blidt og frigav en lille, blød klump på hans tunge. Jeg kneb hans næsebor sammen. "Slug også den. Og tak mig så." Han slugte besværligt, hans stemme sønderknust. "Tak... Frue." Jeg rejste mig, tørrede mig skødesløst med lagnet og stødte til hans bryst med min fod. "Rejs dig. Færdigør kaffen. Og bed til, at badeværelset stadig er optaget i morgen. Ellers..." Jeg lod smilet tone i min stemme. "...bliver du sulten." Han kravlede væk, forsiden af hans trøje pletet, hans ryg aftrykt med mønsteret fra det kolde gulv, en brudt hvisken trækkende efter ham. "Ja, Frue."
