Varmen er ubarmhjertig, men det gyldne D-vitamin er for godt til at modstå. Så her ligger jeg, udstrakt i eftermiddagssolen, iført intet andet end en sart hvid-og-blå bikini, en bog i den ene hånd og bløde melodier i øret. Det er ren, doven lyksalighed—kun mig, varmen og den stille summen af ensomhed. Før jeg når at opdage det, glider mine ben fra hinanden, og mine fingre begynder at tegne langsomme cirkler over det fugtige stof i min bikini, mens jeg lader som om, jeg fokuserer på siden. Mine tæer, malet i koral, krøller og strækker sig, mens velbehaget begynder at bygge sig op. Jeg skubber stoffet til side og afslører det utæmmede krat nedenunder—mørkt og tæt mod min solvarme hud, mine negle en skarp, levende kontrast. Min berøring bliver hurtigere, så langsommere, mens jeg afslappet vender en side. Det hele er så ubesværet, så uforhastet—bare et stille, privat spil under den åbne himmel. Jeg flytter mig på stolen, vender mig, så min røv vender mod dig, knæene plantet, fodsålerne løftet, siddende på hug med yndefuld afslappethed. Jeg trækker stoffet til side igen, og lyset fanger hver kurve, hver skygge, især den stramme, rosenrøde ring. Den begynder at rykke, at trække sig sammen, og du ved præcis, hvad der kommer. En mørk spids kigger frem, glider langsomt og bevidst ud og kaster en slank skygge hen over sædet, mens den vokser. Med et blødt plop lander den, glider så ud over kanten—efterfulgt af et pludseligt, skødesløst stråle af urin. Jeg forbliver tavs, absorberer solen, vinden, det rå slip af tryk. Endnu en længde følger efter og lægger sig på stolen ved siden af mig, mens jeg vender tilbage til min bog med spredte ben, lænet ind i varmen, mit rod glinsende vådt i det gyldne lys.
