Sidder elegant på min overdådige slyngestol, kigger jeg ned på en af mine hengivne slaver, der knæler lydigt ved mine fødder. Hans øjne glimter af forventning, usikker på, hvad der venter ham i dag. Tid er dyrebar, så jeg spilder ingen. Med en afmålt bevægelse trækker jeg mine snavsede fødder tættere på hans ansigt, så han kan indånde deres tilstand. Ingen ord er nødvendige—hans tunge strækker sig instinktivt ud, klar til at tjene. Jeg presser mine fodsåler mod hans tunge, men utilfredshed sniger sig ind; det er utilstrækkeligt efter mine standarder. Irriteret omdirigerer jeg hans formål. ”Nok med fødderne,” beordrer jeg skarpt. ”Fokuser andetsteds. Rens mit røvhul. Grundigt.” Han adlyder øjeblikkeligt, hans mund åbner sig i frygtig underkastelse. Uden tøven frigiver jeg den første gave direkte ned i hans hals og nyder øjeblikket, mens han synker. Mit smil breder sig af tilfredshed, men nydelsen slutter ikke her. Jeg udløser en strøm, der fylder hans mund, indtil den flyder over, vælter ned over hans ansigt i kaotiske strømme. Spild er uacceptablet. Med præcision samler jeg hver eneste vagt dråbe fra hans kinder og skubber den tilbage i hans mund, kræver at han indtager det hele. Hans klynken afspejler hans kamp, selvom hans ubehag underholder mig. Tiden er dog flygtig, og hans langsomme tempo slider på min tålmodighed. En beslutning er truffet. ”Åben igen,” beordrer jeg. Denne tredje servering kommer med en drejning—en gylden strøm til at slukke hans tørst. Hans bestræbelser svigter, men det er ikke min bekymring. Jeg rejser mig med elegant holdning og kaster ham et foragteligt blik. ”Du har ti minutter,” erklærer jeg. ”Hvis du ikke færdiggør, vil der følge konsekvenser.” Med et sidst triumferende smil forlader jeg ham, efterladt druknet i sine pligter, min tilfredshed tydelig i hver gratiøse bevægelse.
