Hver morgen, uden undtagelse, ankommer min hengivne tjener med schweizisk præcision, klar til at fungere som mit personlige fristed. Han værdsætter hvert øjeblik og behandler mine gaver, som om de var hellige. Når jeg leder ham til at knæle og tilbede sålerne på mine sko, driller jeg ham med et lusket smil: "Du har aldrig været mit toiletpapir, vel? Ikke én gang har du renset mig direkte. I stedet lader jeg dig nyde det direkte fra kilden, så din tunge er gennemtrængt af ærefrygt." Efter en pause befaler jeg ham at lægge sig på det kolde gulv. Langsomt tager jeg mine trusser af, nyder forventningen, før jeg sætter mig på hans ansigt, kvæler ham med min tilstedeværelse. "Træk vejret dybt og tilbed," hvisker jeg, mens jeg føler hans ivrige tunge trænge ind i dybden af mit væsen. Jeg rejser mig, fanger hans blik og svarver over hans bryst. "I dag skal du tjene et andet formål—en renere rolle, for en gangs skyld," erklærer jeg med et skælmsk smil. Han skælver af hengivenhed, og jeg beroliger ham med en latter: "Vær ikke bekymret, min loyale tjener. Du skal stadig spise—men ikke direkte." Med det frigiver jeg en generøs gave, rig og tekstureret, pyntet med chiafrø—et signaturtræk, jeg elsker. Med mine fødder samler jeg den dekadente skabning og leverer den til hans ventende mund, stykke for stykke. "Grov det hele," befaler jeg og belønner hans lydighed med et flygtigt klimaks, bevidst tilbageholdt. For at hjælpe hans forbrug slukker jeg hans tørst med en gylden strøm, sikrer, at intet spor er tilbage. Han slikker hver centimeter, efterlader intet krumme, beviser sin dedikation. Tilfreds giver jeg ham den lovede frigørelse, hans ekstase kort men ydmyg. Mens jeg klæder mig på og går, efterlader jeg ham til at værdsætte resterne af sin hengivenhed, vel vidende, at han vil vende tilbage i morgen, ivrig efter at tjene igen.
